Første gang, hun kom til undersøgelse, var det svært for den kønne 23-årige tidligere idrætskvinde at acceptere de sidste 5 års smerter på grund af fremadskridende leddegigt. Hun gik med stok og begge albuer var bøjet på grund af hævelser. Hendes tilværelse havde været yderligere forpint af træthed, indvendig sitren, appetitløshed og problemer ved at falde i søvn.

For en 63-årige kvinde fra restaurationsbranchen var der flere og flere fødemidler, hun ikke kunne tåle. Hver gang hun spiste et måltid, fik hun ikke længe efter et anfald med koldsved, kvalme og fornemmelsen af at skulle besvime. Gennem 3 år havde hun konsulteret mange læger, men ingen kunne forklare, hvad hun fejlede.

Ligeledes var der bekymringer over, hvilken fremtid der ventede den den travle 48-årige landmand med 35 ansatte og en familie at sørge for. Gennem de sidste par år var han begyndt at føle sig mere og mere træt. Han havde smerter i samtlige led, og alle hans muskler var ømme, specielt når han arbedede fysisk. Om natten vågnede han med hamrende hjerte og svedetur.

Forgiftningstype

Fællesnævneren for disse tre personers symptomer er en form for forgiftning, som hører til i den mere velhavende del af den civiliserede verden. Alle de tre udskilte forhøjede mængder af kviksølv i deres urin, da de blev undersøgt hos undertegnede med et kviksølvbindende stof. Endnu vigtigere: I alle tre tilfælde forsvandt deres symptomer totalt i forbindelse med kviksølvafgiftning og udskiftning af deres amalgamplomber med biologisk venligt plastmateriale.

Kvaksalvere

Næsten lige siden amalgamplomber blev opfundet i 1819 i England, har man diskuteret, om amalgam var farligt som fyldningsmateriale. Årsagen er, at tandamalgam består af mindst 50% kviksølv (foruden tin, kobber, zink og sølv), og kviksølv er et af de farligste giftstoffer, man kender.

Det første slag i kampen om amalgam foregik i USA i 1830-1850´erne, da de tandlæger, der gik ind for at bruge amalgam, fordi det var billigt og hurtigt, uden skånsel blev udstødt af den amerikanske tandlægeforening (American Society of Dental Surgeons), som anså det for uetisk at erstatte guld med et så åbenlyst ringere og giftigt materiale.

Det er en af historiens ironier, at de tandlæger der brugte sølvplomber, blev kaldt “quacksalvere” (eller quacks), der betyder en uvidende charlatan, som gør fordring på at være i besiddelse af vidundermidler til behandling eller undersøgelse af sygdom. Quacksalver er en omskrivning af quicksilver, en engelsk variant for kviksølv. Alligevel, var det de udstødte tandlæger, som anvendte amalgam, der vandt krigen. De dannede deres egen faglige organisation – American Dental Association (ADA) – som udviklede sig til den moderne tandlægeforening, man kender idag i USA.

Sundhedsrisiko

Debatten blussede op igen i løbet af 1970´erne, da forskere, fortrinsvis fra USA og Sverige, begyndte at blive klar over, at kviksølv fra amalgam kunne være en sundhedsrisiko. I 1980´erne blev det videnskabeligt bevist, at kviksølv fordamper fra amalgamoverfladerne ved tygning og ophobes som et giftigt affald i kroppen, specielt i nervesystemet.

At kronisk kviksølvforgiftning typisk vil komme til udtryk i symptomer fra nervesystemet, er ikke noget nyt. Det klassiske sygdomsbillede for en skjult kviksølvpåvirkning er en tilstand, hvor man får besvær med at koncentrere sig og huske. Der er indre uro eller sitren, hvor man føler sig abnormt træt, men alligevel ikke kan sove. Humørsvingninger pendulerer frem og tilbage mellem irritabilitet og vrede versus angst og depression. En tidligere lægekunst har betegnet kviksølvs ovennævnte sygdomsbillede som “eretisme” eller “erethismus mercurialis”, som det siges på latin.

Den nervøse kanin

Den berømte engelske forfatter Lewis Carrol´s elskværdige beskrivelse af “The Mad Hatter” i Alice i Eventyrland (1865), er en skjult illustration af kviksølvforgiftning, der i øvrigt var meget ubredt på det tidspunkt i England hos hattemagere, der brugte kviksølv ved fremstillingen. Det er derfor, at den meget nervøse kanin, som ikke kan falde til ro, fordi hans ur er gået i stykker fem minutter i fem – englændernes te-tid – vises med en stor tophat i bogens originale børnetegninger.

Skjult faktor

Udover den påviselige tilstand, vi kender som kronisk kviksølvforgiftning, foreligger der andre sygdomme, hvor mistanken om, at kviksølv fra amalgam kan være en skjult årsag, synes sandsynlig. For eksempel, publicerede den schweiziske neurolog Baasch i 1960´erne artikler, hvor han foreslog, at multiple sklerose (MS) var en immunologisk overfølsomhed over for kviksølv fra amalgam. To svenske neurologer har fundet kviksølv koncentrationer syv en halv gange højere i rygmarvsvæske hos 12 patienter med MS i en undersøgelse fra 1989. Og i 1990 påviste et forskningshold under ledelsen af prof. Boyd Haley fra University of Kentucky, at kviksølvindholdet på obducerede alzheimer-patienter var ekstremt forhøjet i det hjerneområde, hvor man i forvejen ved, at sygdommens ødelæggende effekt er særlig udtalt.

Interessen vokser

Påstanden om, at kviksølv fra amalgam kan være en skjult faktor bag mange sygdomme, er hidtil ikke blevet accepteret af den ortodokse lægevidenskab, men man kan fornemme voksende interesse omkring muligheden, – ikke mindst i Sverige og Norge. I 1993 udgav den norske speciallæge Harald Hamre bogen “Amalgam og sygdom”, hvor over 600 videnskabelige artikler gennemgåes med henblik på at vurdere helbredsrisikoen ved amalgamfyldninger. Konklusion: kviksølv fra amalgam kan være medvirkende til alvorlige sygdomme, – blandt andre multiple sklerose, alzheimers, fibromyalgi, kronisk træthedssyndrom, angst/depression og fosterskader.

Den svenske forsker Frederik Berglund udgav en bog i 1995 med 245 tilfælde af amalgamforgiftning beskrevet i videnskabelige journaler over 150 år fra 1844 til 1993, hvor han påviser, at i hvert eneste tilfælde er amalgamudskiftning er ansvarlig for forbedring eller forsvinden af symptomerne. Dr. Berglund er én af verdens førende eksperter indenfor kviksølvområdet og har tidligere arbejdet i 10 år for WHO som konsulent.

Forbud på vej

Når patienterne spørger deres tandlæge, om amalgamplomber er sundhedsfarlige, vil mange få et svar der lyder, at man “….tror ikke på det med kviksølv”. En sådan reaktion fra de praktiserende tandlæger er forståelig nok, når man konstaterer, at kviksølvproblemet typisk er bagataliseret i deres faglige tidsskrifter. Der er stort set ingen diskussion af det voksende forskningsmateriale fra USA, Sverige og Tyskland, som advarer om sundhedsrisikoen.

Men “amalgamkrigen” er måske tæt på sin afslutning i Danmark. Miljøstyrelsen har besluttet, at det giftige kviksølv ikke mere skal tillades at forurene det ydre miljø. Derfor kom der en bekendtgørelse fra Miljøministeriet i juni 1994, hvor tandamalgam bliver forbudt fra 1999. Hvis det går som planlagt, vil en debat, som havde sin oprindelse for 180 år siden, bringes til ophør.